Nye projekter
Hölscher Jensen får løbende en del mindre projekter ind ad døren, hvor vi får muligheden for at understøtte andre entreprenører på deres projekter i kortere tid. Lige netop disse projekter er fokus for i dag – tiltænkt som en lille inspiration til hvordan vi kan give en hjælpende hånd i en travl hverdag.

Bagsværd
Vi begyndte året i Bagsværd hvor vi blev bedt om at understøtte MT Højgaard på deres projekt. Hölscher Jensen skulle installere en datalogger og 3 pumper i eksisterende boringer, samt tilslutning af rørføring til udløb. Alle installationerne er understøttet af vores digitale værktøjer med overvågning & automatisk start/stop og alarm funktion – samt tilsluttet rør. Indenfor de næste par uger er vores del af opgaven fuldført, hvorefter vi afinstallerer vores udstyr og siger farvel og tak for denne gang!
Fujifilm
I slutningen af januar startede vi på et projekt hos Fujifilm, hvor vi fik til opgave at bistå Gravmand med etablering af to boringer samt efterfølgende montering af pumper. Pumperne er styret via vores digitale værktøjer, udover det ugentlige tilsyn ude på pladsen. Vores vagtordning har på dette projekt været en buffer mulighed, der kunne igangsættes ved behov – men som vi heldigvis ikke har haft behov for at benytte. Vores sidste opgave med at afmonterer pumperne og sløjfe boringer er lige blevet udført, så i sidste uge kunne vi officielt afslutte dette projekt.
Svanemølle Kasserne
Zøllner har et projekt på Svanemølle Kasserne, hvor vi fik opgaven med at hjælpe dem med grundvandssænkning. Her er vi startet i slutningen af februar med at etablere tre boringer, to til at pumpe og en til at monitorere, samt tilhørende installationer og rørføring til at udlede vand til kloak. Igen har vores digitale værktøjer været i brug, hvor boringernes niveau og automatisk start/stop er muligt fra distancen. Vi har naturligvis også opgaven med drift og service af vores installationer, som her indebærer ugentligt tilsyn på projektet – og fuld tryghed for kunden med vores døgnbemandede vagtordning. Det var kort tid der var brug for vores ekspertise, så boringerne er allerede blevet sløjfet – og vores bidrag færdigt for nu.
Region Sjælland
Udover at bistå enterprisevirksomheder med at udføre dele af projekter, har vi også et længerevarende samarbejde med Region Sjælland. I denne omgang var vi blevet bedt om at regenerere eksisterende boringer, og optimere deres funktionalitet – en lille opgave vi fik klaret i slutningen af februar. For boringer der er i brug hen over en længere periode, er regenerering en nødvendighed, der lidt ligesom service på biler holder alt i gang som ønsket. Regenerering kan udføres forskelligt afhængigt af behovet, men som i dette tilfælde blev fem konkrete handlinger: mekanisk rensning, renpumpning med chok, tryksyring, chokpumpning og tre-trins pumpeforsøg som afslutning. Den mekaniske rensning fjerner okker og løs kalk fra filter slidserne, med udstyr der giver skorstensfejer associationer. Chokpumpning sikrer at det løse materiale fra filtersætning bliver rykket løst, hvor den efterfølgende times renpumpning får skyllet materialet ud af boringen. Med en udsyring derefter bliver de sidste genstridige rester opløst, og brugen af tryk hertil sikrer spredning ud i den geologiske formation – så de små vandfyldte sprækker der også bliver renset igennem. Tre-trins pumpeforsøg er den sidste handling, hvor ydelsen løbende bliver skruet op som proceduren skrider frem. Dette sikrer både at boringen bliver fuldt renset – udover at muliggøre måling af boringens specifikke kapacitet, og udregning af magasintal.
Stort tak til de mange samarbejdspartnere, der tænker os ind som en del af løsningen på deres projekter!