Kompetenceudvikling: Ny i lederjobbet

Dennis og Morten, to af Hölscher Jensen’s formænd har brugt en del af deres tid hen over det sidste halve år, på ”Ny i lederjobbet” kursus, da de begge er forholdsvis nye i deres roller. Da vi gerne vil sikre de har de fornødne redskaber til at lede vores dygtige grundvandsteknikkere, var dette et tilbud vi kunne give – som både vi og dem er glade for de sagde ja til.
’Ny i lederjobbet – hvad nu?’ er et kursus udbudt af Dansk Industri, der har til formål at klæde nye ledere på til hverdagen i deres nye roller. Udover muligheden for sparring med andre i samme situation, læring af redskaber og værktøjer, giver kurset også en indsigt i deltagernes individuelle rolle som leder og en personlig handleplan der kan bruges til afsæt i personens videre udvikling.
For Dennis har en af kursets højdepunkter været at få tydegjort hans profil som ny leder, der understreger hvilke udfordringer hans personlige ledelsesstil kan medføre – og derved hvad han både skal være opmærksom på og hvilke elementer han kan arbejde videre på. Morten har særligt sat pris på de gode dialoger der har været i kursets gruppe arbejde, hvor deltagerne blev præsenteret for cases og skulle drøfte forskellige problemstillinger. Han syntes det var fedt at erfaringsdele med de andre, og opleve hvor meget der gik igen på tværs af brancher. Kursets udbytte fik Morten opsummeret rigtig fint: ”Jeg har fået mange gode værktøjer, og føler mig bedre klædt på til dagligdagen” – som Dennis heldigvis også var fuldt enig i.
Som virksomhed har vi et ansvar for at understøtte vores ansattes arbejde og trivsel, ved blandt andet at tilbyde forskellige kurser der bidrager til deres faglige og personlige videreudvikling. Vi er glade for at Dennis og Morten havde lyst til at lære mere, og selvom vi tydeligt har savnet deres indsats på de forskellige kursus dage – glæder vi os til at deres nye viden løbende bidrager til en endnu federe hverdag i Hölscher Jensen.