IMG 2394 scaled

Mød vores nye praktikant Marcus

Hölscher Jensen-holdet har vokseværk, og vi er meget glade for at byde Marcus velkommen i praktik som softwareudvikler. Det vender vi tilbage til – men først skal vi lige lære ham lidt bedre at kende 😊

Marcus er 35 år og har en bachelor i uddannelsesvidenskab fra Københavns Universitet, hvor han har opnået en solid forståelse for, hvordan mennesker lærer i forskellige sammenhænge. Hans uddannelsesvalg var inspireret af en opvækst i en familie med mange undervisere samt en vedvarende interesse for læring og de udfordringer, der findes i uddannelsessystemet.

Selvom Marcus ikke har arbejdet direkte inden for uddannelsesvidenskab, har han taget sine indsigter med sig videre i arbejdslivet – med et gennemgående ønske om at arbejde med mennesker. Han har en bred erhvervserfaring, herunder en lederrolle inden for eventmanagement i en klatrehal samt flere år i restaurationsbranchen som tjener, kok og bestyrer. Samtidigt uddannede han sig til kropsterapeut og havde i to år egen praksis med klienter. Derudover har han været frivillig på et værested for tidligere misbrugere, hvor han tilbød kropsterapi. Tilbuddet blev hurtigt så populært, at der ofte var kamp om tiderne. Marcus har også sunget i koret ReChoired, som blandt andet har optrådt med Bryan Rice til Knæk Cancer og på Østre Gasværk Teater efter at have vundet en korkonkurrence.

Det høje tempo og de skæve arbejdstider i restaurationsbranchen – samt den store personlige energi, han lagde i sine behandlinger – viste sig dog ikke at være en langsigtet løsning. Marcus søgte i stedet et arbejdsliv med bedre balance og fleksibilitet, hvilket – kombineret med hans interesse for naturvidenskab og en lyst til at fordybe sig i konkrete problemstillinger – førte ham til uddannelsen som diplomingeniør i softwareteknologi på DTU.

Marcus blev opfordret til at søge praktik hos os gennem sin tidligere lærer på Den Franske Skole, vores boreformand Yves, som så et godt match. Efter en indledende bekymring om vores borearbejde indebar fracking blev han hurtigt tryg ved vores fokus på grundvandsrensning og vores forenelige værdier. Under sit praktikophold skal Marcus udvikle en app til vores MainOps-platform med særligt fokus på brugeroplevelse. Målet er at give vores grundvandsteknikere et optimeret værktøj til rapportering og dokumentation af deres arbejde. Marcus ser frem til at omsætte sin viden til “rigtigt” arbejde, der bliver brugt i praksis, og glæder sig især til tæt dialog med brugerne, så han kan skabe et værdiskabende og brugbart produkt.

Privat opholder Marcus sig ofte nord for polarcirklen i det nordlige Sverige, hvor han sidste efterår flyttede til fra København for at være sammen med sin kæreste, der arbejder som skovplanlægger. Her nyder han de idylliske omgivelser og midnatssolen om sommeren. Når vejret tillader det, tager han på vandreture – og ellers bruger han tiden på at læse, skrive korte historier og digte samt gå til sangundervisning.

Vi er meget glade for at byde Marcus velkommen og ser frem til at følge, hvordan hans brede kompetencer kommer i spil i vores hverdag.