HolscherJensen 9089 scaled

Cirkulær forretningsmodel

Sammen med Brødrene Dahl, Grundfos, Per Aarsleff og NCC har Hölscher Jensen udviklet en cirkulær forretningsmodel, der sikrer, at borerørspumper renoveres og genanvendes igen og igen – til gavn for både økonomien og klimaet.

Cirkularitet kræver både vilje og samarbejde, men med den rette indstilling er det absolut opnåeligt. Med lanceringen af en ny cirkulær forretningsmodel for brugte pumper til grundvandssænkning har vores tætte samarbejde kombineret indsigt, erfaring og handlekraft, som i fællesskab har skabt den nye model, der bringer kvalitetsudstyr tilbage i kredsløb.

Ideen er udsprunget hos os grundvandsentreprenører, som i tæt samarbejde med Brødrene Dahl og Grundfos har videreudviklet de spirende tanker til den cirkulære forretningsmodel, som nu føres ud i livet. Modellen er enkel og går kort fortalt ud på, at Brødrene Dahl tager de brugte borerørspumper retur fra grundvandsentreprenørerne, Grundfos renoverer dem, og Brødrene Dahl sender dem derefter ud på markedet igen.

Projektchef Jan Jensen har med sine mange års erfaring, været Hölscher Jensens drivkraft på dette samarbejde: “Rigtig mange entreprenører er interesserede i det her. Som entreprenør vil man gerne bruge Grundfos’ pumper, som er de bedste på markedet, men prismæssigt også ligger i den dyre ende. Med den nye ordning giver det mening at vælge kvalitet frem for pris. Samtidig vil vi løbende få flere Grundfos-pumper i omløb, fordi nyindkøbte pumper vil indgå i det cirkulære flow. Det er en fordel for alle.”

Målet er at udbrede forretningsmodellen til hele grundvandssænkningsbranchen, og det er absolut realistisk. Som de igangsættende entreprenører bakker Per Aarsleff, NNC og Hölscher Jensen aktivt op om det nye koncept og har indleveret de første 40 brugte borerørspumper til renovering. Forventningen er, at en stor andel af de øvrige entreprenørvirksomheder vil slutte sig til, når de får kendskab til konceptet og muligheden for at vælge kvalitet der understøtter ansvarligt ressourceforbrug.